Privatlivets fred er først og fremmest beskyttet af FN's menneskerettighedserklæring, hvori der i artikel 12 står, at "Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance […] Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb." Hermed slås det fast at privatlivets fred er en menneskeret, men det slås samtidig fast at den rent faktisk må tilsidesættes i visse tilfælde, idet den kun omhandler "vilkårlig indblanding". Alt i alt fastslås det dog at man skal have en god grund til at krænke privatlivets fred.

Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettighederne behandler privatlivets fred langt mere konkret, og opstiller blandt andet en række omstændigheder som retfærdiggør krænkelse af privatlivets fred. Her fremgår blandt andet at privatlivets fred kan tilsidesættes, hvis det er nødvendigt af hensyn til landets sikkerhed, offentlig tryghed, og nationale økonomiske forhold. Privatlivets fred må også ignoreres hvis det kan medhjælpe til forebyggelse af kriminalitet, og medvirker til beskyttelsen af andres folks rettigheder, samt hvis det beskytter den krænkede persons helbred eller moral. Da denne konventionen er ratificeret af Danmark er vi tvunget til at følge dens krav, og der findes da også både i grundloven og straffelove en række paragraffer til beskyttelse af privatlivets fred.

I grundloven står der blandt andet om privatlivets fred i paragraf 72: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post- telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse." Her ser man altså igen at en række undtagelser giver myndighederne ret til at tilsidesætte privatlivets fred.

Hvor meget beskytter privatlivets fred egentlig?

Som beskrevet ovenfor er privatlivets fred ikke en absolut rettighed, det vil sige at den under visse forudsætninger må tilsidesættes. Spørgsmålet er så hvor meget der rent faktisk skal til for at man må krænke privatlivets fred - er det ikke så let at omgå denne rettighed, at den reelt slet ikke beskytter dit privatliv?

Privatlivets fred må under alle omstændigheder krænkes, såfremt man kan skaffe en dommerkendelse til det. Dette vil sige at en dommer skal give tilladelse til at man krænker privatlivets fred. Dette kan han blandt andet give til politiet, hvis der er begrundet mistanke om, at krænkelsen kan hjælpe i opklaringen af en kriminalitet. Hvis politiet for eksempel har mistanke om, at en person har været indblandet i et røveri, kan de bede en dommer om lov til at undersøge hans hus for at finde masker, våben, penge eller andre ting som kan bevise personens skyld. Hvis dommeren så mener at der er god grund til at tro at man kan finde den slags beviser, kan han udstede en dommerkendelse, som giver politit ret til at undersøge huset. Det samme gælder ved telefonaflytning, brevåbning og så videre.

Som der står i Grundloven findes der dog også tilfælde hvor politiet ikke engang skal have dommerkendelser, for at omgå privatlivets fred. I dag eksisterer der i alt 146 "særegne undtagelser" som giver politiet ret til at krænke privatlivets fred, selv uden en dommerkendelse.                      Politiet kan nu blandt andet, helt uden dommerkendelse, trænge ind i ens bolig for at kontrollere fredning, bistader, kæledyr, vandforsyning, el-forsyning, økologisk produktion, opbevaring af fyrværkeri, momsregnskaber, isolering, opbevaring af gamle bildæk, akvariefisk, våben og ammunition, radioanlæg, dødt vildt, naturgas, spildevand samt en lang række øvrige forhold.

Af de 146 undtagelser er hele 36 vedtaget alene i 1999, og man udarbejder fortsat flere undtagelser. Blandt andet arbejder man med et forslag om at arbejdstilsynet med politiets hjælp skal have adgang til alle privathjem, hvor der arbejdes med computere - også selvom de ikke har en dommerkendelse.

Privatlivets fred i hverdagen

Privatlivets fred har altid været en af de mest omdiskuterede menneskerettigheder, i hvert fald når man snakker om den vestlige verden. Dette skyldes nok at det er en af de rettigheder, som omhandler vores hverdag, og som vi hele tiden bliver konfronteret med. Selvom det nok er de færreste der til daglig oplever krænkelser af deres privatliv, oplever langt de fleste at andres privatliv bliver krænket. Tænk bare på hvordan de kongelige og andre kendte personer fremstilles i diverse medier. Det er for eksempel slet ikke unormalt at man i ugebladene kan se billeder af kendte personer, som er blevet fotograferet på et privat sted eller i en privat situation.

Overvågning:

De fleste oplever også jævnligt at deres handlinger bliver optaget af  overvågningskameraer. I dag kan man knap gå i supermarkedet uden at blive overvåget, ligesom man med sikkerhed bliver filmet når man går på posthuset. De færreste vil nok betegne det som særlig privat at gå i supermarkedet eller på posthuset, men mange frygter at denne form for overvågning vil udvikle sig til at dække hele ens færden, og det mener de vil være et brud på privatlivets fred. Hvis det rent faktisk ender med at man bliver overvåget hvor end man går, kan man da også med rimelighed sige at det må være en krænkelse af privatlivets fred, idet det må kunne betegnes som et privat anliggende hvad man bruger sin fritid til.

Desuden er overvågning (også i form af aflytning) af privatlivet kun tilladt hvis man har en begrundet mistanke om at den overvågede person vil begå, eller har begået en kriminalitet. Man må således ikke foretage "vilkårlig" overvågning, man skal have en god begrundelse for at overvåge folk.

I den sammenhæng er det naturligvis problematisk, at det ikke i menneskerettighedserklæringen er beskrevet hvem der skal afgøre, hvad der skal til for at man har en god grund til at overvåge folk. Man kan let forestille sig at eksempelvis politiet og folketinget ville have et meget forskelligt syn på dette.